Jeg vil gerne vise jer på en meget direkte måde, hvad påsken handler om. Derfor bliver jeg nødt til at bede alle om at rejse sig og vende ansigtet mod vest, dvs. ned mod tårnet. – Så vil jeg gerne bede jer om at vende jer 180 grader - mod øst, altså op mod alteret. Så må I godt sætte jer igen.
I denne ene bevægelse, denne piruette, er på en måde påskens budskab, ja, hele kristendommens mening udtrykt. Nu skal jeg forklare det nærmere.
I fortællingen om påskemorgen siger englen til kvinderne: dér er stedet, hvor Jesus lå. Men gå herfra. Drej omkring. I skal ikke stå og kigge ind i graven. I skal vende jer bort fra det, der var. Jesu grav er noget, man vender sig bort fra. Og det er jo fordi graven er det eneste sted, hvor Jesus ikke er.
Der er adskillige af den slags helt fysiske ”omvendelser” i de korte beretninger i evangelierne om påskedagene. Maria Magdalene, der står og ser ind i den tomme grav, vender sig – og dér står Jesus. Kvinderne vender tilbage fra graven. To disciple, der er på vej hjem, vender om og skynder sig hen til de andre disciple. Det er det samme udsagnsord, der bruges hele tiden. Disciplene vender ryggen til Jerusalem og drager til Galilæa for at møde Jesus.
I første del af biblen findes der en beretning om en omdrejning, som går den forkerte vej. Det er, da Sodoma og Gomorra er gået til grunde, og Lot og hans hustru og børn er på vej væk, da vender Lots hustru sig om mod den døende by, og da forstener hun og bliver til en saltstøtte.
Vi er tilbøjelige til at lade blikket tage til fange af det mørke, af død og uhygge, destruktion og undergang. Underligt nok har det en fascinationskraft, som vi har svært ved at løsrive os fra. Makabre gysere er ofte publikumsmagneter, men vi kan såmænd også bare tænke på de forgange ugers nyheds-strøm. Billederne fra tragedien med det styrtede Germanwings-fly er vist igen og igen. Vi rendte til og fra radio og fjernsyn for hele tiden at blive opdateret på katastrofen. Vi har set billederne af overfaldet på det kenyanske universitet adskillige gange. Ligesom der ingen ende er på, hvor mange gange vi har set flyene brage ind i Twin Towers i New York.
Og lad mig skynde mig at sige, at det selvfølgelig er vigtigt, at vi ikke glemmer – glemmer dem, der er ramt. Men jeg er sikker på, at denne tilbagevenden til mørke og ødelæggelse og død tærer uendeligt på vores livsmod. Hver gang vi lige må se det én gang til, lader vi ormen gnave en lille smule mere af den glæde og det overskud, der skal bære os igennem livet. Risikoen er, at vi til sidst ikke kan rive os løs – at vi forstener ligesom Lots kone. Grunden til, at mørket og døden fanger os, er, at der underligt nok også er noget næsten trygt derved. Vi lever dagligt med, at tiden forsvinder for os, og når det så - og selvom det så - sker katastrofeagtigt og dramatisk, så er det dog samtidig en bekræftelse for os af, at sådan er verden nu engang – intet nyt under solen.
Det, vi virkelig trænger til, er at opøve evnen, kraften til at vende os bort, vende os mod fremtiden. Og lige præcis her kommer påske-evangeliet – ikke bare med en stærk opfordring til at vende os mod livet, men med det, der skal til, for at give os kræfter til at gøre det.
Da kvinderne gik ud til graven, da var de fyldt af en fornemmelse af, at historien var slut for Jesus og også for deres eget vedkommende. De havde så at sige blikket rettet mod den nedgående sol. Fortiden strakte sig bagud, så langt øjet rakte; skyggerne over deres liv blev længere og længere, indtil det selv skulle opsluges af mørket, sådan som Jesu liv blev det. Men så bliver de altså vendt om, helt bogstaveligt, fysisk, bort fra graven, bort fra det, der var. Frem imod det, der skal komme. Der følger beretninger om, at de også mødte Jesus – mærkede hans nærvær. Og det betød, at de opdagede, at historien fortsatte. Blodet rullede atter i deres næsten stivnede lemmer.
Når vi nu i kirken år efter år vender os til fortællingen om Jesu lidelse og død, er det så dog ikke et udtryk for, at i kirken er vi virkelig for alvor bagudvendte? Sådan som kirken også undertiden anklages for: det er hele tiden den samme gamle historie, der optager os. Nej, prøv nu at høre her: hvorfor er det, at vi vender tilbage til historien om Jesus igen og igen? Fordi den hele tiden kaster nyt af sig – det er den erfaring, man næsten ikke kan undgå at få, hvis man lever med bibelens fortællinger. De bekræfter os ikke i, at alting er, som det altid har været – nej, de giver hele tiden noget nyt. Når vi kan vende os mod fremtiden, samtidig med, at vi er standset op ved disse fortællinger, så kommer det af, at vi kan skrive videre på historien. Vi kan blandt andet helt selvfølgeligt skrive os selv ind i den. Historien går videre i vores liv. Og vores liv går videre, hvis vi suger ”omvendings-kraft” fra den historie.
Vi vender os til Jesu historie igen og igen, men det gør vi, fordi den historie netop vil hjælpe os til at vende os fra mørket, ulykkerne, den nedgående sol, skyggerne over livet, graven. Når vi langfredag dvæler ved Jesu lidelse, så handler det i virkeligheden om, at vi i den grad gør os klar til at vende os om.
Når nogen har mistet et elsket menneske, så er der sommetider nogen, der har travlt med at få dem rykket tilbage til normaliteten. ”Livet skal gå videre”, lyder en sætning, som er ret ubarmhjertig, hvis den bliver sagt til en sørgende. Den sørgende har behov for også at kunne dvæle i sorgen en stund. I kender det: de sørgende fortæller igen og igen om, hvad der skete. Det skal de have lov til, og vi skal lytte til det. For det kan faktisk være en måde at hjælpe dem til ikke at forstene; det gør de tværtimod, hvis det hele bliver pakket ind i et mørkt hul i deres sind og der bliver rullet en sten for det, der er sket. Vi skal hjælpe hinanden til at få glæden tilbage. Og det utrolige er, at den kan vende tilbage – blandt andet i kraft af den historie, som vi hører i dag, og som fortæller os, at selv for den hårdest ramte kan glæden være der, fordi der kan skrives videre på den enkeltes historie. I kraft af Guds venden op og ned på historien, ender livets varme med at sejre over dødens kulde.
I salmen, vi netop sang, talte digteren om, at vi bliver ”skønt foryngede”. Hvis vi vender os mod den opstandne i stedet for at vende os mod destruktionen og det mørke, så er det her den store foryngelseskur. Vi har simpelthen fundet ungdommens kilde. Pludselig er der lagt en evighed af år til din historie.
Der var engang en grønlandsk fanger, der sagde til skuespilleren Flemming Jensen: tiden går ikke, den kommer. Tiden går ikke, den kommer. I kristendommen kommer tiden os i møde – vi får al den tid forærende, som vi kunne drømme om og mere til. Vi bliver vendt mod solopgangen, ikke mod solnedgangen. Skyggerne over vores liv skal ikke blive længere og længere, de skal blive kortere.
Men hvorfor var det nu lige, som vi hørte det, at kvinderne blev bange, da de vendte sig bort fra graven? Ja, nu kan vi måske på en måde godt forstå dem. Når historien ikke var forbi, når den gik videre også i deres egne liv, hvor var de så i grunden henne? Det er måske mere trygt, om end endeløst koldt og trist, at vende sig bagud og stivne som Lots kone. Det er lidt mere sikkert at være færdig med livet, med historien, end at stå foran den.
Nu kan det så være, at en og anden sidder og tænker: men er det dog overhovedet muligt, alt det som påsken handler om, opstandelse osv.? Lad mig citere et digt af Søren Ulrik Thomsen, hvor han også vender tingene lidt om og siger: ”Det er så mærkeligt, at vi virkelig skal dø, men tanken om opstandelse ikke mærkeligere end at vi virkelig findes.” At vi findes, er så ufatteligt et under, at så er opstandelsen også mulig. Det er piruetten én gang til.
I vores gudstjeneste bliver denne omvendelse, som er påskens og kristendommens inderste mening, vendingen fra mørket og døden og det onde, synlig én gang. Har I lagt mærke til, at præsten vender mod vest under forsagelsen i trosbekendelsen og så vender sig mod øst, mod solopgangen, når vi begynder på troens ord om Gud Fader. Vendt mod vest, dvs.: lyset går ned over døden og det onde, destruktionen og elendigheden – det onde skal opsluges af mørket. Men over den, som vender mod den opstandne, skal dagene og lyset komme. Vi burde egentlig alle lave piruetten hver eneste gang, vi er i kirke.Men nu gør vi det en gang til i dag – og I må gerne more jer over det. Rejs jer op - vend ansigtet mod vest. Og så: lad ikke det mørke og negative holde jer fast – men drej jer 180 grader. Og sæt jer ned igen. GLÆDELIG PÅSKE. Amen