EVANGELIUM
Jesus kom ind i Jeriko og gik gennem byen. Dér var der en mand, som hed Zakæus, han var overtolder, og han var rig. Han ville gerne se, hvem Jesus var, men kunne ikke for skaren, da han var lille af vækst. Så løb han i forvejen og klatrede op i et morbærfigentræ for at få ham at se, for han måtte komme den vej forbi. Da Jesus kom til stedet, så han op og sagde: »Zakæus, skynd dig at komme ned! I dag skal jeg være gæst i dit hus.« Så skyndte han sig ned og tog glad imod ham. Men alle, som så det, gav ondt af sig og sagde: »Han er gået ind som gæst hos en syndig mand.« Men Zakæus stod frem og sagde til Herren: »Se, Herre, halvdelen af, hvad jeg ejer, giver jeg til de fattige, og hvis jeg har presset penge af nogen, giver jeg det firedobbelt tilbage.« Da sagde Jesus om ham: »I dag er der kommet frelse til dette hus, fordi også han er en Abrahams søn. For Menneskesønnen er kommet for at opsøge og frelse det fortabte.« Lukasevangeliet 19,1-10
PRÆDIKEN
En mand hed Jonas. Ham fortælles der om i det gamle testamente. Gud befalede Jonas, at han skulle gå til storbyen Ninive og fortælle folk dér, at Gud havde besluttet at ødelægge byen på grund af deres ondskab. Det var ikke noget særlig behageligt ærinde at blive sendt i, og Jonas prøvede da også at slippe. Ikke fordi han havde ondt af folk i Ninive, men fordi han mente, at det kunne en anden lige så godt gøre.
Men Jonas slap ikke for at gøre, hvad han fik befaling om. Han gik så til Ninive og sagde, hvad han skulle. Og folk dér i byen blev dybt rystede, fordi de godt vidste, at Jonas havde ret. Jonas vidste også selv, at han havde ret, så han byggede sig en lille hytte uden for byen for at vente på, at retfærdigheden skete fyldest. Der sad han hver dag med blikket spændt rettet mod skiftevis byen og himlen, hvor straffen måtte komme fra.
Men Gud fik ondt af Ninives beboere og ødelagde alligevel ikke byen. Det blev Jonas meget bitter over, ja, det er ikke for meget sagt, at Guds barmhjertighed bragte en krise ind i Jonas' forhold til Gud. Da besluttede Gud at give Jonas en lærestreg. Om natten voksede der et vidunderlig skyggefuldt træ op uden for Jonas' hytte. Hele den næste dag sad Jonas under træet i ly for solen, det mildnede lidt på hans bitterhed; så havde Gud nok alligevel indset, at Han var gået for vidt, og at Jonas havde ret, og at der nu måtte gøres noget for at formilde ham i hans retfærdige forurettelse.
Men næste morgen, da Jonas vågnede, var træet visnet, bladene hang som tynde strimler ned fra grenene, og solen bagte ubarmhjertigt igennem. Da vendte al Jonas' bitterhed tilbage med dobbelt styrke. Men Gud sagde til ham: du troede, at du skulle bestemme, hvem jeg skulle vise barmhjertighed og hvem ikke. Hvis du fik lov at bestemme, så blev hele livet ligeså vissent og goldt og formålsløst som dette træ. Men træer er til for at tage af for solens glød. Og mennesker er til for at holde hånden over hinanden og have medfølelse. Og hvem skulle jeg vise barmhjertighed, om ikke de fortabte?
Det er mærkeligt, hvordan vi menneskers retfærdighedssans altid er helt oppe på mærkerne, hvis vi føler, at nogle andre slipper for billigt. Det gælder for børn, men det gælder sandelig også for voksne. Retfærdighed må der til, siger vi, hvad der først og fremmest indebærer, at andre ikke skal slippe billigere end mig. Kun hvis det er os selv, der slipper lidt billigere, lukker vi beredvilligt øjnene. Ja, den retfærdighedssans er så indbygget i os, at det faktisk er umuligt at se bort fra den, når vi indretter vores samfund. Utilfredshed og oprør ville blive resultatet, hvis samfundet byggede på medfølelse i stedet for på gengældelse. Så realistiske er vi nødt til at være.
Og dog er livet heldigvis sådan indrettet, at det engang imellem blæser på vores retfærdighedssans. Vi gribes af medfølelse, inden vi får tænkt os om, vi bærer over med hinanden eller holder hånden over en anden, sådan at han eller hun ikke bliver ramt alt for hårdt. Forældre træder ind foran og tager af for deres børn, men også ellers hænder det. Og godt det samme. Det er det, vi er til for.
Den brændende retfærdighed kan svide alt liv ud af tilværelsen. Engang imellem er man nødt til at krybe i ly, at skjule sig under et skyggefuldt træ, før man atter bliver kaldt frem og stillet til regnskab. Og når det kan lade sig gøre, er det fordi livet er mere barmhjertigt, end vi er. Det er mindre goldt og ørkesløst, end vi ikke sjældent vil gøre det til.
Nu er træer ikke bare til for at skabe skygge. Som ethvert sundt barn kan fortælle, er træer også til at klatre i. Og børn er blandt andet til for at klatre i træer. Hvad kan sammenlignes med den følelse af frihed, der ligger i at nå helt op til træets krone og svaje blidt frem og tilbage med det og føle, at man ejer alt?
Engang var der en mand, der pludselig mindedes denne følelse af frihed. Han hed Zakæus. Zakæus var en bitte lort, for nu at sige det lige ud. Hvis der var noget, han havde lagt definitivt bag sig, så var det barndommens umiddelbarhed og følelse af frihed. Den eneste, han i årevis havde vist barmhjertighed, var ham selv. Alle andre havde fået retfærdigheden at føle. Og lidt til.
Zakæus’ liv var blevet goldt, afsvedet, ørkesløst. Alt, hvad han havde tilbage, var den der ydre værdighed, som han iførte sig, når han skred ned ad gaderne i Jeriko, og folk spyttede i hans fodspor. Fri og frank var det sidste han følte sig.
Men nu kom der en dag, hvor alting blev anderledes. Og det begyndte faktisk med, at Zakæus lagde endog sin ydre værdighed fra sig og gav sig til at klatre i træer. Overtolderen fra Jeriko – entre op i et træ! Men der var en, han ville se. Og han ville åbenbart helst se ham, uden selv at blive set. Så da Jesus kom gående igennem byen, sad Zakæus gemt i træet. Barndommens følelse af frihed og triumf og rigdom var erstattet af en følelse af tomhed og forladthed. Hvad havde han nu tilbage? Ja, han havde en bule af penge. Men aldrig havde han følt sig så fattig.
Zakæus så ud mellem træets grene. Men denne dag gav træet intet ly. Zakæus blev set og blev kaldt frem. Men til sin egen og alle andres overraskelse ikke kaldt frem for at blive stillet til regnskab og svidet af retfærdighedens brand. Men for at møde barmhjertighed. Du har ikke brug for at skjule dig i træer, og du har ikke brug for at skjule dig bag din ydre værdighed, sagde Jesus til ham. Du kan skjule dig bag ved mig. Jeg skal give dig ly. Når folk spytter på dig, skal jeg stå foran dig, så de rammer mig i stedet for.
Den dag holdt folk i Jeriko sig tilbage med at spytte. Men Jeriko var sidste station på Jesu vej til Jerusalem. Et par dage efter var Jesus dér. Og dér ramte spyttene ham. De spyt, der egentlig var bestemt for Zakæus og for en del andre. Men Jesus var trådt imellem. Og træet var i mellemtiden blevet fældet og ribbet for alle skyggefulde grene og blade og banket sammen til et nøgent kors, som hverken gav ly for solens brand eller folks vrede. Det hængte man Jesus op på. Og hvis han overhovedet i dette smerternes øjeblik kunne mindes barndommens følelse af frihed og triumf, da kun som noget der her var erstattet af tomhed og forladthed.
Men hjemme i Jeriko gik Zakæus og følte sig som barn igen. Følte sig fri og rig, selvom han havde givet alle sine penge væk. Kommer det virkelig af at klatre i træer? Nej, det kommer der af at møde barmhjertighed. Af at blive kaldt frem, ikke for at blive stillet til regnskab i al sin nøgenhed, men for at blive klædt i medfølelse.
Der var selvfølgelig nogen, der brummede, da Jesus gik med Zakæus hjem for at spise hos ham. Deres retfærdighedssans var krænket. Smålige som os var de jo nok. Zakæus slap for billigt. Jesu barmhjertighed bragte en krise ind i deres forhold til ham.
Men Jesus tog til orde og sagde: I tror, at I skal bestemme, hvem jeg skal vise barmhjertighed og hvem ikke. Hvis I fik lov at bestemme, så blev hele livet vissent og goldt. Og så ville det ikke engang for jer selv være til at udholde. Så ville I selv blive svedet af den ild, som I havde tænkt at riste Zakæus over.
Men Gud er mere barmhjertig end jer. Og derfor burde jeg komme til Jeriko i dag. For jeg er det træ, under hvilket menneskene kan søge ly. Og jeg er det menneske, der er til for at holde hånden over mine brødre og søstre og vise medfølelse. Og hvem skulle jeg vise barmhjertighed, hvis ikke de fortabte? Amen.