Detaljer

Skrevet af: Niels Henrik Arendt

Evangelium: På den tid kom nogle og fortalte Jesus om de galilæere, hvis blod Pilatus havde blandet med blodet fra deres offerdyr. Og han sagde til dem: »Mener I, at de var større syndere end alle andre galilæere, siden det gik dem sådan? Nej, siger jeg, men hvis I ikke omvender jer, skal I alle omkomme ligesom de. Eller de atten, som tårnet i Siloa styrtede ned over og dræbte – mener I, at de var mere skyldige end alle andre i Jerusalem? Nej, siger jeg, men hvis I ikke omvender jer, skal I alle omkomme ligesom de.« Så fortalte han denne lignelse: »En mand havde et figentræ, som var plantet i hans vingård, og han kom og ledte efter frugt på det, men fandt ingen. Han sagde da til gartneren: I tre år er jeg nu kommet og har ledt efter frugt på dette figentræ uden at finde nogen. Hug det om! Hvorfor skal det stå og tage plads op til ingen nytte? Men han svarede: Herre, lad det stå et år til, så skal jeg få gravet omkring det og givet det gødning. Måske bærer det så frugt næste år. Hvis ikke, kan du hugge det om.« Luk 13,1-9

 

Lige netop i dag er det 25 år siden Berlinmuren og hele muren mellem Øst- og Vesttyskland faldt. Vi er mange, der kan huske det – hvordan vi simpelthen måtte gnide os i øjnene, da vi i TV så østtyskere entre op på muren, hvad der bare få uger før ville have kostet dem en kugle i hovedet. Hvordan de havde medbragt mukkerter og gik løs på murværket, mens Vopo’erne stod og så hjælpeløst og rådvilde på. Hvordan der udspillede sig utrolige glædesscener, folk med tårer løbende ned ad kinderne, og vi der så det på TV fik en klump i halsen. Vi tænkte, at verden måske alligevel blev et bedre sted. Nu kan vi sidde 25 år senere og efterrationalisere og tænke, at det var alt for optimistisk. Og hvad var der ikke af skjult forræderi og medløberi i Østtyskland! Er det i grunden ikke verdens normaltilstand, at der er krig og konflikter – vi mennesker har ikke forandret os, og så er det vel kun fortjent, at alt er ved det gamle!

 

Jeg har lige netop i disse dage læst den tyske præsident, præsten Joachim Gaucks erindringer. Han var præst i Rostock og stærk og modig regimemodstander i DDR i mange år. Efter genforeningen blev han sat i spidsen for åbningen af Stasi-arkiverne, og i sine erindringer kredser han meget om dette med skyld. Det er nemt for udenforstående at moralisere over for medløberne, siger han, selvom han fastholder, at sandheden må frem.

 

Alle et menneskes handlinger har konsekvenser – det er vigtigt at sige. Alting gør noget – det er en livslov. Men hvis vi bare river andre det i næsen uden at tænke på vores egen skyld, og hvad vi kunne være blevet presset til, så kan denne livslov blive et brutalt og hensynsløst våben at ramme andre med, ja, den kan ligefrem gå hen og blive til løgn. »Han ligger som han har redet, de var selv ude om det. Løn som forskyldt«, kan vi sige om andre mennesker, en mærkeligt nådesløs konsta­tering, som sjældent, ja, nærmest aldrig hjælper de ramte. Vi mennesker er fælles om at være skyldnere, selvom vi måske ikke har gjort de samme ting. Men vi vil frygtelig gerne gøre nogle værre, gøre dem til syndebukke for at kunne distancere os fra dem og dermed selv komme til at stå som mindre skyldige.

 

Hvis vi siger til børn: det var du selv ude om, så er det selvfølgelig, fordi vi ønsker, at de skal lære at tænke sig om, at bruge det, der er sket, som en erfaring, der kan gavne dem i fremtiden. Siger vi til eller om en voksen, der er gået til bunds: ’Han ligger jo, som han har redt’, er det ofte udeltagende bedreviden, afstandtagen, en fralæggen sig ansvaret og solidariteten, et næsten skadefro »godt, at det ikke ramte mig«. Brugt på den måde bliver ansvarsfølelse og ordentlighed til moralisme, til et middel for min selviskhed. Brugt på den måde opløser bedrefølelsen fællesskabet mellem mennesker.

 

Det var ubeskrivelig glædeligt, da muren faldt. Men det var ikke altid kønt med den bedreviden og bedrefølelse, der blev luftet i kølvandet på murens fald.

 

Gengældelsens lov, karma-loven med et udtryk hentet fra en anden religion, handler det om i teksterne i dag. Til indledning hørte vi profeten Ezekiel revse folk for ligefrem at have lavet et system ud af gengældelsens lov, når man nemlig dengang opfattede straffen som arvelig. Ordsproget lød: Fædrene spiser sure druer, og børnene får stumpe tænder.

 

Sådan så folk på det: sygdom, ulykke, fattigdom havde sine årsager i noget, som de ramte selv havde gjort. Og hvis enhver kunne se, at det var en åbenlyst urimelig påstand, ja, så lagde man skylden på tidligere generationers handlinger. Det var så nemt: så havde man dybest set ikke selv noget ansvar for de ramte, så gik tilværelsen så fint op, (og så måtte man selvsagt krydse fingre for, at man ikke selv havde noget i ens fortid, som var usonet). Der er faktisk kulturer i verden, hvor den opfattelse indebærer, at man ikke hjælper nødstedte. Dårlig karma – det må man selv bære konsekvenserne af.

 

Ezekiel vil imidlertid ikke vide af den form for ubarmhjertig og udeltagende dom over folk, som allerede er ramt. I skal ikke mere bruge det ordsprog, siger han. Tag i stedet og tænk på, at ethvert menneske tilhører Gud, det gør både I og dem, som I ophøjer jer over. Hvordan kunne ikke jeres liv være gået!

 

Alligevel vil Ezekiel ikke bestride, at skyld og straf hører sammen. Den, der synder, skal dø. Den, der er retfærdig, skal bevare livet. Han går i rette med isolationen af syndebukkene, han opfordrer sine tilhørere til i stedet at anstrenge sig for selv at øve vel og handle retfærdigt. Han afviser, at man kan slutte tilbage fra ulykken til skylden. Han kræver, at der fældes redelige domme. Men han anfægter ikke gengældelsens lov.

 

Da Jesus bliver stillet over for det store »hvorfor« på hans tid – nemlig da mennesker er blevet lemlæstet af den romerske guvernør, og da der er indtruffet en for­færdelig ulykke med et sammenstyrtet tårn - så afviser han tilsvarende alle de nemme svar, som man åbenbart stadig holdt sig til, alle påstande om, at de ramte nok selv havde været ude om det.

 

Hvad bilder I jer ind, siger han til folk. Vil I påstå, at disse arme mennesker var større syndere end jer? Nej, se I hellere til jeres eget liv, så I omvender jer. Sådan drejer han den skadefro, udeltagende interesse væk fra de andre og siger: Hold dig til dit eget liv, og du vil have mere end nok at tænke på. Gud har krav på dit liv - sådan som profeten allerede havde udtrykt det: alle menneskers liv tilhører Gud.

 

M.a.o.: ethvert forsøg på at distancere sig fra de andre, de ramte, uanset om de er ramt af egen skyld eller ej, udløser omgående spørgsmålet: hvad med sig selv? Sådan skal livets love ikke bruges til at lægge udeltagende afstand til andre. Nej, alle menneskers er fælles om at blive skyldige, selvom nogle af os måske er heldigere med, hvor langt vi kommer ud end andre. Jesus appellerer, så stærkt han kan, til medfølelse, medleven, solidaritet. Vi er aldrig blot tilskuere - et andet menneskes ulykke eller nød, forskyldt eller uforskyldt, er altid også vores sag. Det er farligt og forkert at gøre nogen til syndebukke.

 

Men tilbage til det store »hvorfor« - hvis ikke man kan slutte tilbage fra ulykken til skylden, hvorfor indtræffer ulykken da? Hvorfor styrtede tårnet i Siloa ned, hvorfor bliver nogen medløbere – eller misbrugere, hvorfor går nogen til bunds, hvorfor rammes mennesker af nød, ødelæggelse, forræderi og elendighed?

 

Jesus svarer ikke på det - han lægger afstand til de svar, som mennesker på hans tid så selvfølgeligt tog i munden, alle systemerne. Naturligvis lægger han også afstand til alle vor tids forklaringer, bortforklaringer, alt det, der skal bruges til at distancere os fra ofrene, det, der skal fjerne vores ansvar, nedskrive vor skyld, gøre de skyldige eller ramte til nogen, der er anderledes og ringere end os selv.

 

Men hvis der ikke findes noget svar på det store »hvorfor«, er tilværelsens facit da den rene vilkårlighed? Nej. Nu går Jesus videre med at fortælle den lignelse, vi også hørte, som går helt ud over, hvad vi kan tænke os til. En mand havde et figentræ. Han kom og ledte efter frugt på det, men fandt ingen, og han ville da med al mulig ret hugge træet om. Men gartneren sagde: ’Herre lad det stå. Måske giver det frugt næste år, hvis jeg graver omkring det og giver det gødning’.

 

En lille ubetydelig historie, som ikke desto mindre bryder igennem den lov om, at ethvert menneske selv må bære byrden af sit fejlslagne liv. En lille fortælling, som ikke hævder, at tilværelsens lov er vilkårlig­hed, den blinde skæbne, men derimod at den dybeste, inderste lov er langmodighedens, med­følelsens, overbærenhedens lov. Nu handler det om os. Frugterne af vores liv er ikke mange, og de, der var, er måske bitre - og dog giver Gud ikke op, dog lod han sig bevæge til alligevel at vente på mennesket, så tålmodigt som en mor, der ikke vil opgive håbet om, at hendes barn nok skal rette sig. For ethvert menneske er der håb –dermed er det også sagt: Guds tålmodighed har vi alle brug for i lige grad.

Ezekiel viste menneskene tilbage til dem selv, når de havde travlt med at flygte fra deres ansvar - ved at de påstod, at de hårdt ramte eller deres forfædre var ansvarlige for deres ulykke. Jesus - lige så lidt som Ezekiel vil han vide af, at vi mennesker hæver os bedrevidende og udeltagende over hinanden. Men til sidst kaster han os ikke tilbage på os selv, men tilbage på Guds tålmodighed. Den tålmodighed, som simpelthen ikke, aldrig nogensinde vil give op. i den tålmodighed findes håbet om, at vi ikke kun vil opleve forbigående forbedringer, men at alt til sidst skal blive godt. AMEN